BVLGARI Octo Finissimo ligner noget, der er tegnet af en arkitekt og gjort muligt af en urmager. For mig begyndte fascinationen under et besøg i Illum med min kammerat Dennis den 17. oktober 2020.
En eftermiddag i København
Den 17. oktober 2020 besøgte jeg BVLGARI i Illum sammen med min kammerat Dennis. Vi var inde for at se på urene, og Octo Finissimo gjorde et særligt indtryk på mig. Seks år senere er fascinationen stadig nem at finde frem.
På billedet står Dennis foran montrerne. Nede til venstre kan man skimte noget af udstillingen. Et almindeligt billede fra en tur i byen, men for mig også et minde om mødet med et ur, der føltes usædvanligt.
Octo Finissimo har en sjælden kombination: Formen har stor visuel styrke, samtidig med at profilen er ekstremt slank. Man får lyst til at vende det, se det fra siden og forstå, hvordan mekanikken overhovedet kan være der.
Den sorte keramiske model, reference 103077, er et godt sted at begynde, hvis man vil forstå den fascination.
103077: Sort keramik og kun 5,50 millimeter
Octo Finissimo Automatic 103077 har en 40 mm urkasse, skive og lænke i sort keramik. Hele urkassen er blot 5,50 mm tyk. Det monokrome udtryk samler de mange vinkler til én skulpturel form, mens den lille sekundviser bryder skivens ro. [1]
Indvendigt arbejder BVLGARIs automatiske BVL 138-værk. Det måler kun 2,23 mm i højden og har en mikrorotor i platin samt 60 timers gangreserve. Rotoren udnytter pladsen i værkets plan frem for at kræve samme opbygning som en stor rotor oven på værket. Gennem den transparente bagkasse kan man se mekanikken og dens dekorationer. [1]
Det fascinerende er forholdet mellem den kantede fremtoning og den beskedne højde. Fra oven fylder uret visuelt; fra siden bliver det næsten en streg. Det er den spænding, der giver designet karakter.
En lille bygning til håndleddet
BVLGARI beskriver Octos ottekantede formsprog som inspireret af Maxentius-basilikaen i Rom. Det er en nyttig indgang til at se på uret: som en komposition af flader, niveauer og overgange. Italiensk formgivning møder schweizisk urproduktion. [2]
For mig er det netop her, Octo Finissimo bliver interessant. Kasse og lænke virker som dele af den samme tegning. I den sorte udgave opleves overfladerne næsten grafiske. I den grå titaniumudgave bliver geometrien mere afdæmpet, men stadig tydelig.
At gøre et mekanisk ur så tyndt kræver mere end at reducere højden på en kasse. Værkets opbygning, pladsen til optrækket og forholdet mellem de forskellige dele skal tænkes sammen. Den færdige enkelhed skjuler et omfattende konstruktionsarbejde.
Skeleton: Når selve værket bliver motivet
Vil man se mere af konstruktionen, er Octo Finissimo Skeleton et oplagt næste kapitel. Den sorte keramiske reference 103126 er 40 mm i diameter og 5,50 mm tyk, men har et andet værk end 103077: BVL 128SK med manuelt optræk. Værket er 2,35 mm tykt, har 65 timers gangreserve og viser både små sekunder og gangreserve. [3]
Skeleton betyder, at konstruktionen er gennembrudt, så man kan se ind i værket fra forsiden. Det er mere end en transparent bagkasse. Broer, åbninger og de synlige mekaniske dele bliver en del af det, man ser, hver gang man aflæser tiden.
Hvor Automatic giver øjet ro, inviterer Skeleton til at gå på opdagelse. Manuelt optræk giver samtidig et konkret forhold til mekanikken: Ejeren tilfører energien via kronen. Gangreservevisningen viser, hvor meget der er tilbage.
Skeleton er heller ikke automatisk ensbetydende med tourbillon. Reference 103126 er en selvstændig model med sit eget værk; de mere komplicerede tourbillonudgaver hører til andre grene af familien.
Modelfamilien: Fra enkel tidsvisning til store komplikationer
Octo Finissimo er en hel familie. Her gennemgår jeg de centrale mekaniske modeltyper og deres forskellige idéer. Materialer, skivefarver og særudgaver skaber derudover mange selvstændige referencer.
Manuelt optræk og Automatic
Finissimo-universet omfatter både manuelt optrukne værker og automatik. BVLGARIs historiske katalog viser blandt andet BVL 128-familien og det automatiske BVL 138. Den afgørende forskel for ejeren er, om energien tilføres ved at dreje kronen eller også via en rotor, når uret bevæges. [4]
Den grå Automatic i titanium, reference 102713, er en af familiens reneste fortolkninger: 40 mm, 5,15 mm tykkelse og et BVL 138-værk med 60 timers gangreserve. Titanium i både kasse, skive og lænke giver et sammenhængende udtryk. [2] Sandblæst stål findes også i familien, eksempelvis reference 103011. [5]
Skeleton / Squelette
Her bliver den gennembrudte mekanik selve oplevelsen. Ud over den sorte keramiske 103126 viser BVLGARIs historiske katalog en Skeleton i guld og stål med sort DLC-behandling. Familien har altså flere forskellige sorte udtryk; sort keramik og en sort overfladebehandling på metal er forskellige materialeløsninger. [3] [4]
Chronograph GMT
For den, der vil bruge uret til mere end at aflæse den lokale tid, kombinerer Chronograph GMT stopur og en ekstra tidszone. Titaniumreferencen 103068 måler 42 mm og 6,90 mm i tykkelsen. Det automatiske BVL 318-værk er 3,30 mm tykt, har perifer rotor og 55 timers gangreserve. Det er et andet format end de enklere 40 mm-modeller. [6]
Tourbillon: Mekanik i bevægelse
Tourbillon placerer centrale dele af gangmekanismen i en roterende konstruktion. I Octo Finissimo bliver den også et bevægeligt fokuspunkt. BVLGARIs historiske katalog beskriver den manuelt optrukne tourbillon med et værk på 1,95 mm i en 5,00 mm urkasse, samt en gennembrudt Tourbillon Squelette. [4]
Der findes også Tourbillon Automatic med BVL 288, et automatisk værk på 1,95 mm. Det viser, hvor forskellig mekanikken kan være bag familiens fælles formsprog. [7]
Tourbillon Chronograph Skeleton Automatic
Her samles flere discipliner: automatisk optræk, tourbillon, kronograf og et gennembrudt værk. Reference 103295 har en 7,40 mm tyk titaniumkasse og 52 timers gangreserve. Den viser familiens mere komplekse side, hvor konstruktionen både skal løse flere opgaver og være interessant at betragte. [8]
Minute Repeater: Tiden som lyd
En minutrepetition kan på aktivering slå tiden med mekaniske klange. Octo Finissimo Minute Repeater bruger BVL 362, et manuelt optrukket værk på 3,12 mm. Reference 103669 har 40 mm titaniumkasse og 42 timers gangreserve. Her handler fascinationen også om det, man kan høre. [9]
Historien fortsatte
De følgende modeller udvider fortællingen frem til i dag. De skal ses som udviklingen efter vores besøg i Illum.
Perpetual Calendar
Med en evighedskalender får mekanikken til opgave at håndtere kalenderens forskellige månedslængder og skudår. Octo Finissimo Perpetual Calendar vandt GPHGs Aiguille d’Or i 2021. BVL 305-værket samler 408 komponenter på kun 2,75 mm i højden. Blandt de viste referencer findes titaniumudgaven 103200 og den blå PVD-behandlede titaniumudgave 104262. [10]
CarbonGold
Materialerne skaber endnu en fortolkning. CarbonGold Automatic 103779 kombinerer carbon i kasse, skive og lænke med blandt andet en krone i 18 karat rosaguld. Uret måler 40 mm og 6,90 mm og bruger BVL 138. Overfladens mønster og de varme gulddetaljer giver en anden visuel oplevelse end den ensartede sorte keramik. [11]
Ultra og Ultra COSC
I Ultra-grenen bliver jagten på en lav profil endnu mere radikal. Ultra COSC, reference 104081, har en samlet tykkelse på 1,70 mm og et manuelt optrukket, COSC-certificeret værk. Her gælder målet hele uret – ikke kun værket. Det gør forskellen til 103077 særlig slående. [12]
Ultra Tourbillon
Den aktuelle platinudgave 104344 måler 1,85 mm i samlet tykkelse og bruger det manuelt optrukne BVF 900-værk med flyvende tourbillon og 42 timers gangreserve. Det er en anden konstruktion end både den keramiske Automatic og Skeleton. [13]
37 mm: Nye proportioner i 2026
I 2026 kom en mindre Octo Finissimo på 37 mm. Automatic bruger BVF 100, et nyt mikrorotorværk på 2,35 mm med 72 timers gangreserve. BVLGARI præsenterer sandblæst titanium 104089, satinpoleret titanium 104351 og gult guld 104120 samt en separat Minute Repeater 104250 med BVL 362. Den mindre diameter er derfor også et kapitel om ny mekanik og nye proportioner. [14]
Hvorfor det stadig fascinerer mig
Når jeg tænker tilbage på besøget med Dennis, er det fascinationen, jeg husker. Octo Finissimo har et formsprog, man kan blive ved med at undersøge: vinklerne, den flade profil og overgangen fra kasse til lænke.
For mig er det et særligt ur, fordi design og konstruktion er så tæt forbundet. Man kan vælge den rolige skive i den sorte keramiske Automatic eller gå på opdagelse i Skeleton. Begge giver lyst til at se nærmere.
Det er derfor, et billede fra Illum den 17. oktober 2020 stadig kan føre tankerne tilbage til en montre med ure.
Daniel Boonjan Petersen
BOONJAN COPENHAGEN