MATERIALERNES VERDEN · 5 AF 5 · FILM OG REDAKTIONEL HOLDNING
Forestil dig biografsalen: Tovværket strammes. Træet knager. Så kommer braget — og slaget i skroget bag dig. Splinter gennem rummet. Et råb, som drukner i det næste skud. Det er den fysiske filmoplevelse, jeg efterlyser med Master and Commander som reference. Men når røgen letter, skal vi også forstå, hvem skibet sejler for, hvad lasten er, og hvilke mennesker der skal leve med følgerne.
Det er ønsket bag denne afsluttende artikel i serien om materialer, magt og mennesker. Store historiske fortællinger må gerne være spændende. De må også gerne gøre os utilpasse. Den velklædte købmand kan være forbundet med en plantage. Det smukke porcelæn kan åbne en fortælling om dygtige producenter, handel og senere tvang. En sølvlast kan føre helt tilbage til minearbejderens krop.
Men før vi efterlyser nye film, skylder vi dem, der allerede har fortalt historierne, at kende deres arbejde. Kina har ikke ventet på Hollywood. Og dansk tv og film har heller ikke kun vist Danmark som en tilskuer til andres kolonihistorie.
DR fortjener ros for at rette blikket mod Danmark
Slave af Danmark er en dansk dokumentarserie fra 2025, der bruger både dramatisering og historisk formidling. Serien i fire dele behandler slaveriet og Danmarks forbindelse til Dansk Vestindien. CFU registrerer afsnittene som Vold i paradis, En god forretning, Adskillelsen og Flugt og frihed.
Her vil BOONJAN’S JOURNAL gerne give DR en klar anerkendelse: Det er værdifuldt at gøre denne del af historien synlig for et bredt dansk publikum. At et program handler om Danmark, behøver ikke betyde, at danske magthavere skal være fortællingens helte. Mennesker, som blev gjort til ejendom, skal også kunne stå i centrum.
Rosen gælder det redaktionelle valg og den historiske opmærksomhed. Den er ikke en erklæring om, at enhver dramatiseret scene er en dokumenteret hændelse. Det er netop en styrke at tale åbent om forskellen mellem arkivmateriale, historisk tolkning og skuespil.
Filmmagasinet Ekkos anmeldelse beskriver serien og dens instruktører, Patricia Bbaale Bandak og Kasper Torsting. At der også findes kritiske vurderinger af formen, hører med. Man kan anerkende, at en fortælling bliver bragt frem, og samtidig diskutere, hvordan den bliver fortalt.
Det er allerede blevet fortalt — her begynder seerens spor
Dette er en udvalgt vejviser, ikke en påstand om at dække alt, der er produceret. Årstal beskriver værkerne, hvor de er verificeret; links er dokumentation og indgange til mere viden. De er ikke et løfte om, at alt kan streames på en bestemt tjeneste i dag.
Slave af Danmark · 2025
Fire dele med dokumentarisk formidling og dramatisering. Et oplagt udgangspunkt for samtalen om forbindelsen mellem dansk rigdom, plantager og mennesker i Dansk Vestindien. Se Køge Bibliotekernes introduktion.
Slavenation Danmark · 2017
En anden DR-serie, i tre dele, med Cecilie Nielsen. Den minder os om, at den danske formidling har en historie før den nyere serie. Titlerne ligner hinanden, men det er forskellige produktioner. Se CFU’s registrering.
Slavernes slægt
Endnu et relevant dokumentarspor. Titlen peger direkte mod slægtskab og forbindelsen mellem fortidens slaveri og mennesker i eftertiden. CFU registrerer serien i fire dele. Et registreret sendetidspunkt skal ikke uden videre læses som værkets oprindelige premiereår.
Guldkysten · 2015
Spillefilm med handling i 1830’ernes danske koloniale miljø i Vestafrika. Den giver en anden geografisk indgang end Dansk Vestindien. Danskefilm dokumenterer filmen. Som historisk spillefilm skal den ses med opmærksomhed på forholdet mellem virkelige rammer og dramatiseret fortælling.
Viften · 2023
Spillefilm instrueret af Frederikke Aspöck. Den behandler magt og afhængighed i Dansk Vestindien og gør blandt andet forholdet mellem Anna Heegaard og Petrine centralt. Den satiriske form er en påmindelse om, at kolonihistorie også kan fortælles gennem ubehagelige modsætninger og socialt spil. Se filmregistreringen.
Peter von Scholten · 1987
En ældre dansk spillefilm, instrueret af Palle Kjærulff-Schmidt. Den er relevant både som historisk drama og som eksempel på, hvem en tidligere generation af filmskabere valgte at sætte i centrum. Se CFU. Hold den gerne op imod kilder om de slavegjortes egen modstand og mobilisering i 1848.
Opiumskrigen har allerede fået sin store film
Mit ønske om en stor Hollywoodfilm om opiumskrigen er en personlig filmidé. Den må ikke blive til påstanden, at ingen har fortalt historien. The Opium War fra 1997, instrueret af Xie Jin, findes allerede.
Både British Film Institute og Busan International Film Festivals arkiv dokumenterer filmen. Den fortæller om den første opiumskrig og blandt andet Lin Zexus indsats mod opiumhandlen.
Det ændrer det gode spørgsmål. Vi skal ikke spørge, hvorfor historien aldrig er blevet filmatiseret. Vi kan spørge, hvilke perspektiver nye film kunne åbne, og hvorfor nogle historiske film når et stort internationalt publikum, mens andre forbliver mindre synlige for danske seere.
En ny produktion kunne lade kinesiske embedsmænd, købmænd, søfolk og familier få selvstændige liv på lærredet. Den kunne også vise forbindelsen til Indien, hvor opiumproduktionen indgik i den koloniale økonomi. Det ville gøre handelsruterne menneskelige. Den historiske baggrund findes i seriens artikel om Kina, silke, sølv, porcelæn og opium.
Fem fortællinger, vi gerne ville se udfoldet
De følgende arbejdstitler er redaktionelle forslag, ikke annonceringer af filmprojekter. Vi hævder heller ikke, at emnerne aldrig før er behandlet på film. Ønsket er nye, store fortællinger med historisk research og plads til flere menneskers blik.
1. Sølv og opium — Kina og Storbritannien
Forestil dig et sødrama, hvor lasten er lige så vigtig som kanonerne. Et skib kan være arbejdsplads, magtmiddel og led i en økonomisk kæde. Ombord er disciplin, frygt, håndværk og rutine. Som filmisk greb kunne lyden bringe os helt tæt på: reb, der løber gennem hænder, kommandoer, som knap kan høres, og ventetiden før det næste skud. Så skulle kameraet i land. En kinesisk families frygt er lige så meget en del af fortællingen som besætningens.
Det filmiske greb kunne være at følge en vares vej og lade perspektivet skifte undervejs. Ikke én søhelt, der ejer hele historien, men flere personer, der mærker forskellige dele af den. Slagscenerne ville få mere vægt, hvis publikum også kendte de liv, som politiske beslutninger greb ind i.
2. Paladset i flammer — Kina, 1860
National Army Museum beskriver den britisk-franske krig mod Qing-Kina og ødelæggelsen af Sommerpaladset. En film kunne følge vejen fra militære beslutninger til et konkret tab: rum, samlinger og genstande, der blev plyndret eller ødelagt.
Den spændende fortælling kunne fortsætte efter branden. Hvor endte tingene? Hvad husker deres nye etiketter, og hvad skjuler de? Det er et filmisk spor, hvor en lille genstand kan forbinde et voldsomt historisk øjeblik med et stille museumsrum i dag.
3. Muskat — Bandaøerne, 1621
En lille vare kan stå i centrum for en voldsom magthistorie. Muskatduften i et europæisk køkken kunne stå som filmisk modsætning til den magt, der blev brugt for at kontrollere handelen. På Bandaøerne blev den nederlandske kamp for kontrol over muskatnød forbundet med massakrer, fordrivelse og slaveri i 1621. Westfries Museums formidling giver en indgang til forløbet.
Her kunne en film gøre monopol til noget, man faktisk kan se: Hvem må sælge? Hvem bestemmer prisen? Hvad sker der med en befolkning, når andre beslutter, at et produkt skal kontrolleres? Øernes mennesker og deres egne forbindelser skulle være historiens centrum, ikke blot baggrund for europæiske uniformer.
4. Den tredje juli — Dansk Vestindien, 1848
Peter von Scholten er kendt i dansk historiefortælling. Men Lex’ gennemgang af Peter von Scholten viser også betydningen af de slavegjortes mobilisering og Buddhoe.
Den 3. juli 1848 blev friheden krævet af mennesker, som risikerede langt mere end en politisk uenighed. En ny film kunne vise deres organisering og pres. Den behøver ikke opfinde et blodbad for at gøre situationen intens. Spændingen ligger i usikkerheden før udfaldet: Hvem tør handle? Hvad risikerer en familie? Hvem ved, hvad der sker i den næste time? Den form kan være mindst lige så intens som en kanonduel.
5. Bronzerne — Benin, 1897
En kunstner former en genstand; år senere står den i et fremmed museumsrum. Det kunne være filmens ramme. Mellem de to billeder ligger den britiske erobring af Benin. Pitt Rivers Museum beskriver angrebet, plyndringen og ødelæggelsen af byen. Forhistorien med dræbte britiske udsendinge og afrikanske ledsagere skal med, ligesom de britiske mål om magt og økonomisk kontrol.
Som filmidé kunne fortællingen begynde i værkstedet og ved hoffet, før soldaterne ankommer. Publikum skulle lære genstandenes betydning at kende, før de blev revet ud af deres sammenhæng. Derefter kunne filmen følge én genstands vej gennem handel og samlinger. Så blev museumsrummets stilhed et spørgsmål: Hvad skal der stå på skiltet om det, som skete?
For BOONJAN er forbindelsen til håndværket stærk. Et kunstværk rummer viden og tilhørsforhold, som en metalpris ikke kan beskrive. Potosís sølvminer kunne være et yderligere filmspor, men disse fem forslag begynder med Kina, Banda, St. Croix og Benin.
Lyden må gerne være voldsom — perspektivet skal være større
Jeg efterlyser følelsen af kanonkugler omkring tilskueren, også bagfra, og træ, der splintrer. Det er et konkret ønske til filmens sanselighed. God lyd kan gøre et skibsrum fysisk: noget tæt, mørkt og sårbart, langt fra et pænt kort med pile.
Men teknisk overvældelse er kun halvdelen. Hvis vi kun følger dem, der affyrer kanonerne, risikerer filmen at gentage magtens eget billede af begivenheden. Kameraet må også i land. Vi skal forstå, hvad der bliver ramt, og hvorfor det betyder noget.
Det er ikke et argument mod eventyr, humor eller stærke karakterer. Tværtimod. Personer bliver mere interessante, når deres valg har følger. Og historien bliver rigere, når mennesker uden rang, ejendom eller kontrol over fortællingen også får en stemme.
At huske er mere krævende end at skamme sig et øjeblik
Min personlige holdning er, at lande skal kunne erkende overgreb og sige undskyld, og at kommende generationer skal kende historien, også når den er ubehagelig. Det er min holdning. Den er ikke et dokumenteret facit for alle spørgsmål om undskyldning, ansvar og erstatning.
En seriøs fortælling kan hjælpe ved at gøre ansvaret konkret: Hvilken institution handlede? Hvilke beslutninger blev truffet? Hvem protesterede? Hvilke dokumenter findes? Nutidens mennesker arver ikke automatisk deres forfædres personlige skyld. Men vi er ansvarlige for, hvordan vi vælger at undersøge og fortælle historien nu. National skam alene forklarer ikke et handelskompagni, en lov eller en militær ordre. Præcision gør kritikken stærkere.
Der er stadig god grund til at fortælle om nazismens forbrydelser og Anden Verdenskrig. Plads til kolonihistorien kræver ikke, at Holocaust fylder mindre. Det kræver, at vores nysgerrighed bliver større, og at forskellige forbrydelser bliver forstået i deres egne historiske sammenhænge.
Pocahontas kan vække nysgerrighed, men en dramatisering kan ikke stå alene som historieundervisning. Nye film burde følges af tilgængelige kilder og en ærlig forklaring af ændrede personer, scener og forløb. Mit førstevalg er opiumskrigene; mit danske førstevalg er St. Croix i 1848.
Fra lærredet tilbage til vedhænget
Serien begyndte med materialer i hånden. Den slutter med billeder i hovedet. Imellem ligger miner, værksteder, handelsruter, krige, museer og menneskeliv. Det er den sammenhæng, et lille smykke kan åbne, hvis vi gider fortælle den.
Min plan om et vedhæng med minearbejdere giver mennesket bag metallet en synlig plads. Historien om guld behøver ikke slutte ved en pris eller en bankboks. Den kan også ende ved spørgsmålet om, hvem vi vælger at huske.
Gå tilbage til Guldets skjulte liv for minedrift, teknologi, landenes reserver og krigenes guldoverførsler, eller begynd serien forfra med guld, sølv, bronze og ædelsten.
BOONJAN’S JOURNAL · Kilder og billedrettigheder kontrolleret 28. oktober 2026. Kilder er linket ved oplysningerne. Redaktionelle vurderinger og filmønsker er holdt adskilt fra historiske kendsgerninger. Historiske beløb gengives i den angivne valuta og periode.