Tid under pres: Historien om militærets dykkerure

Mørkt vand og de første Panerai-ure

Forestil dig, at du løfter håndleddet i mørkt vand. Du skal se tiden med det samme. Et smukt ur er ikke meget værd i det øjeblik, hvis viserne forsvinder mod skiven.

Det er et godt sted at begynde historien om militære ure. Med et menneske, der har brug for at kunne stole på sit udstyr. Jeg vil følge den historie fra Europas kampdykkere til amerikanske militærure, japanske konstruktioner og de nationale urfabrikker i Kina, Indien og Sovjetunionen.

Men først skal vi skelne mellem tre ting. Et ur kan være udleveret af et forsvar. Det kan være købt privat af en soldat. Og det kan være en civil model med militært udseende. Alle tre kan være interessante. De har bare forskellig historie.

Vi begynder hos Panerai. Firmaet leverede præcisionsinstrumenter til den italienske flåde, før de store armbåndsure blev kendt blandt civile kunder. Radiomir var oprindeligt navnet på en radiumbaseret lysmasse. Navnet er dokumenteret i en fransk patenttilføjelse fra nitten seksten.

Ifølge Panerais egen historik blev en vigtig prototype afprøvet i nitten femogtredive. Grundlaget kom fra Rolex i Genève og blev bearbejdet af Panerai. Dermed mødes to navne, som mange i dag opfatter som helt adskilte urverdener. Den italienske flådes behov var med til at forme et samarbejde om et konkret instrument.

De store markeringer og den tydelige skive gav mening i brug. De skulle gøre tiden synlig under vanskelige forhold. Når jeg ser på sådan et ur, er det derfor konstruktionen, jeg vil forstå først. Hvad skulle den enkelte detalje løse?

Det er samtidig en historie fra en krigstid med virkelige menneskelige omkostninger. At undersøge håndværket er ikke det samme som at gøre krigen til en eventyrfilm. Urene fortæller noget om, hvilke krav mennesker stillede til deres redskaber. Og efter krigen blev kravene til dykkeruret endnu mere præcise.

Franske kampdykkere og britiske forsvarskontrakter

I Frankrig havde kampdykkerne Robert Maloubier og Claude Riffaud brug for et ur, der kunne fungere under vand. Blancpains egen beretning beskriver de tidlige forsøg som skuffende. Urene var små, svære at aflæse og utætte.

Blancpains daværende chef, Jean-Jacques Fiechter, var selv dykker. Han arbejdede med problemer, han kendte fra sin egen interesse. En tætning skulle holde vandet ude. En krans skulle blive i den indstilling, dykkeren havde valgt. Og skiven skulle kunne læses uden tøven.

Det blev til Fifty Fathoms. En af de centrale modeller i udviklingen af det moderne dykkerur. Den drejelige krans er en enkel idé: En ekstra skala omkring skiven gør det muligt at aflæse, hvor mange minutter der er gået. Uret måler ikke luftbeholdningen. Det gør én bestemt oplysning, tiden, lettere at følge.

Hos Tudor kan forbindelsen til den franske flåde følges til nitten seksoghalvtreds. Her modtog flådens undervandsforskningsgruppe ure til afprøvning. Senere fik modellerne større flader med lysmasse. De kantede visere, som samlere kalder Snowflake, gav plads til mere af det materiale, der skulle gøre dem synlige.

Det, der i dag er et genkendeligt designelement, havde altså en praktisk begrundelse.

I Storbritannien finder vi Rolex Submariner i særlige militærudgaver. De bliver ofte kaldt MilSub. På disse ure er små forskelle mellem referencer og konkrete eksemplarer afgørende for at forstå historien. En stofrem alene gør ikke en almindelig Submariner til et udleveret militærur.

I nitten firs vandt Cabot Watch Company kontrakten på det dykkerur, der afløste Rolex MilSub hos Royal Navy. Først kom en automatisk model, og derefter fulgte kvartsudgaver.

Det skifte fortæller noget vigtigt. For et forsvar er et ur en del af en opgave. Et mærkes prestige blandt samlere er ikke det samme som dets egnethed til en bestemt indkøbskontrakt. Uret skal passe til de krav, der bliver stillet. Den forskel følger os videre til Japan og USA.

Seiko, Benrus og IWC – forskellige svar på forskellige opgaver

Seikos store dykkerur, som samlere kender som Captain Willard, fik sit kælenavn gennem filmen Apocalypse Now. Men en filmrolle fortæller ikke i sig selv, hvordan et ur fandt vej ind i militærlivet.

Auktionshuset Christie's har beskrevet et eksemplar med original købskvittering fra Navy Exchange. Det giver os et konkret spor: Et ur blev købt gennem en militær butik. Det er noget andet end dokumentation for en generel udleveringsaftale til et helt forsvar.

Netop sådan en forskel gør historien bedre. Vi behøver ikke gøre alle ure til hemmeligt specialudstyr. En bevaret kvittering kan fortælle en mere præcis historie end en påstand, der er blevet gentaget mange gange.

Seiko løste også problemer uden for militæret. I nitten otteogtres modtog virksomheden et brev fra en professionel dykker om ure, som ikke fungerede tilfredsstillende ved mætningsdykning. Arbejdet førte frem til et professionelt dykkerur fra nitten femoghalvfjerds.

Et af problemerne var gas, der kunne trænge ind i uret under tryk. Seiko udviklede blandt andet en særlig pakning, som skulle holde gassen ude. Andre konstruktioner brugte en ventil til at lade ophobet gas slippe ud. Det er to forskellige svar på et teknisk problem. Og et eksempel på, at civile erhvervsdykkeres erfaringer også har formet de ure, vi forbinder med ekstreme opgaver.

I USA knytter Benrus sin Type One fra nitten tooghalvfjerds til amerikanske militære krav. De ure, mærket sælger som genudgivelser i dag, viderefører designet. De er naturligvis ikke de samme historiske eksemplarer, som engang blev udleveret.

Hos IWC finder vi en anden spændende forbindelse: Ferdinand Alexander Porsche og Ocean to tusind fra nitten toogfirs. Her mødes en glat titaniumform med et ur udviklet til store belastninger under vand.

Der fandtes også særlige militære varianter. Urkulturfonden Fondation Haute Horlogerie beskriver en amagnetisk udgave til minedykning. Den historie gælder den særlige konstruktion. Den kan ikke overføres til ethvert civilt ur med titaniumkasse.

Nu forlader vi de mærker, der oftest fylder i europæiske urfortællinger. For Kina og Indien har deres egne kapitler. Og de er dokumenteret langt bedre, end man måske skulle tro.

Kina og Indien – Projekt 304 og HMT Jawan

I april nitten enogtres fik urfabrikken i Tianjin en særlig opgave. Den skulle udvikle et ur med stopursfunktion til det kinesiske flyvevåben. Projektets kode var tre nul fire.

Det er den historie, vi i dag forbinder med Sea-Gull og navnet nitten treogtres. Men årstallene skal holdes adskilt. Projektets begyndelse, udviklingen af prøveure og leveringen af færdige ure var forskellige trin.

Det kinesiske handelsministeriums digitale museum beskriver flere prøveproduktioner og oplyser, at fjorten hundrede færdige ure blev samlet og sendt til flyvevåbnet ved udgangen af oktober nitten seksogtres. Sea-Gulls egen museumshistorie beskriver samme levering.

Dermed har vi en konkret forbindelse mellem fabrik, udviklingsprojekt og militær anvendelse. Det er ikke bare en rød stjerne på en urskive.

En kronograf er et ur med en stopursfunktion. Den almindelige tid fortsætter, mens brugeren kan måle et bestemt tidsrum. I fortællingen om Projekt tre nul fire handler det derfor også om at kunne fremstille mere kompliceret præcisionsmekanik.

De moderne ure, som sælges under navnet Sea-Gull nitten treogtres, skal vurderes som nutidige produkter. Et historisk design gør ikke det enkelte nye ur til et gammelt militært udleveret eksemplar.

Indien giver os et andet stærkt spor. Her er navnet H M T. Og modellen er Jawan.

I det indiske regeringsmagasin Yojana fra oktober nitten fireogtres står der, at fabrikken tidligere samme år havde fremstillet Jawan-ure med radiumskiver til de væbnede styrker. Det er en samtidig kilde, skrevet mens produktionen fandt sted.

Samme tekst fortæller, at urproduktionen var opbygget med en licensaftale fra japanske Citizen. Vi får dermed både en militærhistorie og en fortælling om, hvordan et land opbyggede sin egen industri gennem internationalt samarbejde.

Jeg vil holde fast i det, kilden faktisk viser. H M T fremstillede Jawan til militær brug allerede i nitten fireogtres. Det er ikke i sig selv bevis for, hvilke modeller Indiens soldater får udleveret i dag. Og navnet Pilot på en urskive er heller ikke alene dokumentation for en bestemt tjenestehistorie.

Fra Tianjin og Indien går turen nu til en fabrik, hvis historie begynder midt under Anden Verdenskrig.

Sovjetunionen, Rusland og sporene i det enkelte ur

I oktober nitten enogfyrre blev det besluttet at evakuere den anden urfabrik i Moskva til Tjistopol. Fabrikkens egen tidslinje beskriver, hvordan produktionen til frontens behov begyndte året efter. Det er baggrunden for den virksomhed, vi i dag forbinder med Vostok.

I nitten femogtres blev fabrikken officiel urleverandør til Sovjetunionens forsvarsministerium. På samme tid kom Komandirskie-urene. Fabrikken beskriver dem som robuste ure med en vandbeskyttet kasse.

To år senere fulgte Amphibia med en oplyst vandtæthed på to hundrede meter. Men også her skal vi være præcise: En modelhistorie og en bestemt ejers militære tjeneste er to forskellige oplysninger.

Sovjetiske piloture giver os endnu et navn: Sturmanskie. Ifølge mærkets historik begyndte serien i nitten niogfyrre på en særlig bestilling til flyvevåbnet. Urene var dengang ikke almindelige varer til det civile marked.

Vi taler her om Sovjetunionen. Det er en historisk ramme, som ikke må bruges som en automatisk beskrivelse af Ruslands væbnede styrker i dag. En kontrakt fra nitten femogtres fortæller ikke, hvad en soldat får udleveret mere end tres år senere.

Og det bringer os tilbage til spørgsmålet: Hvilke ure bruger militæret?

Det præcise svar begynder med tre nye spørgsmål. Hvilket land? Hvilken enhed? Og hvilket år? Derefter må vi se på kontrakter, mærkninger, samtidige dokumenter og historien om det enkelte eksemplar.

På vores rejse har vi fundet et samarbejde mellem Panerai og Rolex. Franske dykkere, der havde brug for noget, de kunne aflæse. Britiske indkøb, der skiftede leverandør. Japanske løsninger på et problem med gas. Og fabrikker i Kina, Indien og Sovjetunionen, hvor militære behov indgik i en større industrihistorie.

Det er sådan, jeg vil fortælle om urene i Boonjans Journal. Med interesse for formen og mekanikken, men også for det, vi faktisk kan vide.

Næste gang du ser et gammelt militærur, så se på det igen. Se på viserne, kransen og bagkassen. Og spørg, hvilket problem de skulle løse. Måske ligger den bedste del af historien i den mindste detalje.

Videre til Harrison, H4 og søfarten

Der er ét spor mere, som fortjener sin egen fortælling. Langt før de militære armbåndsure arbejdede englænderen John Harrison med et problem på havet: Hvordan finder man ud af, hvor langt mod øst eller vest et skib befinder sig?

En præcis tid fra et kendt sted kunne sammenlignes med den lokale tid. Forskellen gjorde det muligt at beregne længdegraden. Harrisons H fire blev et afgørende gennembrud i arbejdet med at holde den nødvendige præcision under en sørejse.

Harrison var tømrer af fag. Det er også mit eget faglige udgangspunkt. Den forbindelse giver historien en særlig plads her i journalen.

Vi har allerede fortalt den større historie om Harrison, England og søfarten. Du finder den under denne podcast: Uret, der gjorde tiden til et sted.