SMYKKEKUNST · HÅNDVÆRK · INTERNATIONALE PORTRÆTTER
En sommerfuglevinge kan være bygget af tusindvis af sten. En ring kan rumme porcelæn og titanium. Og en farveovergang kan være så fint afstemt, at øjet glemmer de enkelte fatninger. Hos Wallace Chan, JAR, Cindy Chao og Anna Hu bliver smykket et sted, hvor en kunstnerisk idé møder materialets modstand.
Det er fristende at begynde med priser og carat. Men den mere interessante rejse begynder med et spørgsmål: Hvad får et smykke til at ligne netop denne kunstners værk? Her følger fire markante nulevende skabere inden for ædelstensbaseret smykkekunst. Udvalget er redaktionelt, ikke en officiel verdensrangliste.
Wallace Chan: Materialets muligheder
Wallace Chan, født i 1956, begyndte som ædelstensskærer i 1973. Den baggrund er vigtig. For en skærer er stenen ikke kun noget, der skal holdes på plads i en ring. Den er et rum, der kan bearbejdes, og et materiale, hvis møde med lyset kan undersøges.
I 1987 udviklede han The Wallace Cut, en teknik, der skaber en illusion af tredimensionalitet gennem udskæring og optiske virkninger i stenen. Hans arbejde har siden omfattet titanium, nye fatningsløsninger og et særligt porcelæn. Det er dokumenteret i kunstnerens egen biografi. Den røde tråd er en vilje til også at udvikle selve midlerne, når de gængse ikke giver det ønskede udtryk.
Ringen A New Generation fra 2018 samler safirer, akvamarin, diamanter, titanium og The Wallace Chan Porcelain. Ifølge kunstnerens værkregistrering indgik den i British Museums permanente samling i september 2019.
Her er porcelænet en aktiv del af formen omkring stenene. Chan forbinder selv ringens tre safirer med supernovaer og silhuetten med en ærtebælg. Det kosmiske og det genkendelige dagligdags motiv ligger således i samme lille genstand. Man behøver ikke overtage hele symbolikken for at se det interessante greb: en usædvanlig form, som både virker fremmed og levende.
Et andet dokumenteret værk er Forever Dancing – Bright Star fra 2013, som Museum of Fine Arts i Boston medtager i sin præsentation af smykkesamlingen. Museumsplaceringen viser, at arbejdet også bliver læst som kunsthåndværk og kultur, ud over det private samlermarked.
Se efter: forholdet mellem sten og konstruktion. Hvor ophører fatningen med blot at være støtte og begynder selv at være en del af fortællingen?
JAR: Farven som hovedperson
Joel Arthur Rosenthal voksede op i New York og flyttede til Paris efter sin eksamen fra Harvard i 1966. Før smykkerne drev han sammen med Pierre Jeannet en lille forretning med broderi. Arbejdet med farvet garn er en interessant forhistorie til en kunstner, hvis sten kan opleves som en malers palet.
The Metropolitan Museum of Art daterer åbningen af JAR på Place Vendôme til 1978. Museets beskrivelse af værkstedets historie fremhæver både Jeannets rolle og de specialiserede håndværkere. Det er værd at huske: Et tydeligt kunstnerisk ophav betyder ikke, at hvert trin udføres af én person alene.
JARs pavé er et af hans stærkeste kendetegn. Små sten sættes så tæt, at de opleves som en samlet flade. De gradvise skift i farve kan give et kronblad dybde eller få en overflade til at se blød ud. Her er valget mellem to næsten ens nuancer en formbeslutning. Det handler ikke kun om, hvor meget en enkelt sten glimter.
Mørknet sølv kan samtidig øge kontrasten til stenene. Metallet træder visuelt tilbage, og farven kommer frem. Museet beskriver netop denne brug af sortnet metal sammen med Rosenthals arbejde i blandt andet platin og aluminium.
Et konkret eksempel på naturmotivet er diamantarmbåndet Branch under Snow, dokumenteret af Christie’s. Titlen inviterer til at se diamanterne som sne og armbåndet som en gren, der følger kroppen. Motivet gør et materiale, vi forbinder med hårdhed, til et billede på noget flygtigt.
Udstillingen Jewels by JAR på Met i 2013–2014 var museets første retrospektive udstilling viet til en samtidig ædelstenskunstner. Det er museumsanerkendelse i form af en udstilling; det bør ikke forveksles med, at alle udstillede smykker tilhører museets permanente samling.
Se efter: farvernes overgange. Prøv at betragte helheden, før du undersøger den enkelte sten. Det er ofte dér, JARs komposition bliver tydelig.
Cindy Chao: Skulpturen hele vejen rundt
Cindy Chao grundlagde sit hus i 2004. Hendes officielle kunstnerportræt beskriver en opvækst med en arkitekt som bedstefar og en billedhugger som far. Forbindelsen til rum og skulptur går igen i hendes tre centrale begreber: det arkitektoniske, det skulpturelle og det organiske.
Hendes arbejdsproces begynder med formning i voks. Det giver mulighed for at undersøge en kurve fysisk: vende den, ændre dens tykkelse og se, hvordan den griber ind i resten af formen. Voksmodellen er et arbejdsredskab på vejen mod den færdige konstruktion. Den bør ikke læses som en påstand om, at alle værkets forskellige materialer fremstilles med samme støbeproces.
Den tilgang bliver særlig tydelig i Royal Butterfly. Smithsonian daterer brochen til 2009 og registrerer den som en gave fra kunstneren i 2010. Museet angiver 2.318 ædelsten med en samlet vægt på næsten 77 carat.
Fire større diamantskiver ligger over et lag af facetslebne diamanter i vingerne. Kombinationen skaber flere niveauer, og bagsiden er også besat med sten. Safirer, rubiner, diamanter og tsavoritgranater indgår i farvespillet. Brochen er dermed tænkt som en genstand, der skal kunne undersøges fra alle sider.
Tallene fortæller noget om omfanget, men ikke hele historien. Den afgørende beslutning er, at vingen får dybde. Ser man kun et fotografi lige forfra, går noget af konstruktionens idé tabt. Smithsonian fremhæver netop værkets tredimensionelle og lagdelte opbygning.
Sommerfuglen går igen i Chaos Annual Butterfly-serie. Hun bruger motivet til at beskrive sin kunstneriske udvikling. Det er en nyttig nøgle til værkerne: Gentagelsen af et motiv kan være en måde at stille stadig vanskeligere spørgsmål til form og håndværk på.
Se efter: kanterne, lagene og bagsiden. Hvor meget af værket ville stadig være interessant, hvis man drejede det væk fra det mest flatterende fotograferingspunkt?
Anna Hu: Smykket som komposition
Anna Hu er født i Taiwan og uddannet som klassisk cellist. I et interview med Christie’s fra 2020 fortæller hun, hvordan en skulderskade førte hende mod gemmologi. Hun arbejdede siden hos blandt andre Van Cleef & Arpels og Harry Winston. Fédération de la Haute Couture et de la Mode daterer grundlæggelsen af hendes eget hus til 2007 og beskriver samarbejdet med franske kunsthåndværkere.
Musikken er fortsat en del af hendes måde at tænke på. I Christie’s-interviewet sammenligner hun stenen med en tone, linjen med en melodi og farvernes samspil med harmoni. Det er hendes egen beskrivelse af processen, ikke en teknisk opskrift. Men den forklarer, hvorfor et smykke kan vurderes som et forløb: noget leder blikket videre, noget holder det tilbage, og noget skaber et højdepunkt.
Brochen Enchanted Ania fra 2023 gør tilgangen konkret. Museum of Fine Arts i Boston angiver titanium, 8,48 carat spineller og 5,36 carat rund brillantslebne diamanter. Den er registreret som gave fra Dr. Christina S. Yao med museumsnummer 2024.2242.
Inspirationen er orkidéen Ania hookeriana og malerier af Zhang Daqian. Museet fremhæver forbindelsen til Orchid fra 1948 og Orchid and Bamboo fra 1976. De grønblå blade i titanium bøjer sig, mens spinellen gengiver blomstens purpurrøde læbe. Det store blomsterhoved kan få et let udtryk, fordi konstruktionen udnytter titanium.
Her mødes flere fag: studiet af planten, fortolkningen af maleriet, udvælgelsen af sten og metalarbejdet. Det kunstneriske arbejde ligger i at få dem til at virke som én samlet bevægelse. Farven er ikke blot lagt uden på formen; den hjælper os med at læse den.
Se efter: den vej, øjet tager gennem smykket. Hvor ligger tyngdepunktet, og hvordan fører blade, sten og åbne mellemrum blikket hen til det?
Fire forskellige spørgsmål til samme håndværk
Man kan bruge de fire kunstnere som fire måder at se på. Hos Chan begynder spørgsmålet med materialets muligheder. Hos JAR med farvens relation til nabofarven. Hos Chao med volumen og de mange synsvinkler. Hos Hu med komposition og bevægelse. Det er redaktionelle læsenøgler, ikke lukkede kategorier: Alle fire arbejder på tværs af dem.
Det fælles er præcisionen i valgene. En sten kan være en lyskilde, et farvefelt eller en del af en figur. En fatning kan være diskret eller tage del i motivet. Og en bagside kan være lige så gennemtænkt som forsiden. Et godt spørgsmål foran et smykke er derfor ikke kun, hvad det indeholder, men hvorfor delene er sat sammen netop sådan.
Museernes interesse gør heller ikke prisen til et objektivt mål for kvalitet. Den giver os mulighed for at se værkerne i en større historie om kroppen, materialerne og menneskets trang til at skabe. Fire meget forskellige verdener kan mødes om noget så konkret som en ring, et armbånd eller en broche.
Læs også vores historie om Raymond Yards kanin med champagne og om diamanten som skulptur.
Se værkerne hos kilderne
De linkede værkregistreringer viser originale fotografier hos kunstnerne og museerne: Wallace Chan, A New Generation; Met, Jewels by JAR; Smithsonian, Royal Butterfly (fotograf angivet som Donald E. Hurlbert); og MFA Boston, Enchanted Ania. Se desuden Cindy Chaos officielle side med film om håndværket.
Fotografier og film vises hos deres respektive afsendere og er ikke kopieret hertil. Smithsonian angiver særskilte brugsbegrænsninger for billedet af Royal Butterfly; fri metadataadgang er ikke det samme som fri billedbrug. Artiklen er redaktionel og indebærer ikke sponsorat, forhandleraftale eller samarbejde med de omtalte kunstnere.
Research og tekst: BOONJAN’S JOURNAL, 28. oktober 2026. Primærkilder og værkregistreringer er linket ved de relevante afsnit. Beskrivelser af udtryk og læserens blik er redaktionel fortolkning.