Carsten fortæller om sine første år i faget, livet i Guldsmeden i Greve og sin far Leif. Se de tre film her.
Af Daniel Boonjan Petersen, Carstens søn
Min far holdt Greves ure i gang
Hvis man kunne holde ferie på de batterier, min far har skiftet, havde han nok fået set det meste af verden. Sådan gik det ikke helt. Til gengæld blev det til et langt liv med ure, smykker og kunder i Guldsmeden i Greve.
Historien begyndte i november 1979, da min far Carsten startede i mine bedsteforældres butik. Jeg husker tirsdag som hans faste fridag. Lørdag var derimod en arbejdsdag, også selv om resten af familien måske havde andre idéer om, hvad en weekend skulle bruges til. Den 1. november 1998 købte han forretningen af mine bedsteforældre. Han kendte allerede arbejdet bag disken. Nu fulgte resten af ansvaret med.
Mine bedsteforældre rejste ofte til Thailand, mens min far var med til at passe forretningen. Da han selv blev ejer, var det sværere at få plads til de lange rejser. Siden 2004 har han kun én gang holdt tre ugers sammenhængende ferie. Ellers var det typisk en uges efterårsferie og ikke ret meget derudover. For en mand, der arbejdede med ure, var tid til sig selv åbenbart noget af det sværeste at finde.
Et lille batteri. Rigtig mange gange.
Et batteriskift tager ikke meget plads i en familiehistorie. Men hos min far var det en opgave, der vendte tilbage hver dag, år efter år. Han har selv nævnt cirka ti skift om dagen. Regnet over hans mange år i butikken svarer det til et groft overslag på omkring 125.000 batteriskift — cirka 45.000 som ansat og 81.000 som ejer.
125.000 er mange små batterier. Også selv om man er god til at holde styr på småting. Der har selvfølgelig været stille dage, travle dage og sandsynligvis færre skift i begyndelsen. Tallet er et groft overslag, ikke en optælling. Men det giver et indtryk af, hvor mange gange et ur er kommet ind og har fået nyt liv hos min far.
Et ur kan være en gave, et arvestykke eller det, man har haft på håndleddet så længe, at det føles forkert at gå uden. Derfor er et batteriskift heller ikke altid bare et batteriskift. De små besøg gjorde, at kunderne og min far lærte hinanden at kende. Man afleverede sit ur til Carsten. Et menneske, man kunne vende tilbage til og spørge til råds.
Sådan er overslaget på batteriskift beregnet
Udgangspunktet er Carstens eget cirka-tal på ti batteriskift om dagen. For tiden som ansat fra november 1979 til oktober 1998 er regneeksemplet 19 år × 47 uger × 5 dage × 10 skift = 44.650.
For tiden som ejer fra november 1998 til omkring midten af 2025 bruges seks arbejdsdage om ugen: cirka 5 år og 2 måneder med 47 arbejdsuger om året, derefter cirka 21½ år med 51 arbejdsuger. Modellen medregner desuden 89 søndage mellem 1. og 23. december i årene 1998–2024, under antagelse af at han arbejdede dem alle. Der trækkes 12 arbejdsdage fra for én treugersferie frem for én uges ferie. Det giver cirka 81.130 skift som ejer.
Tilsammen giver modellen cirka 125.780, afrundet til omkring 125.000. Ferie før 2004 og julearbejdet gennem alle årene er antagelser; helligdage, sygdom og andet fravær er ikke fuldt fratrukket. Ekstra arbejde hjemme og eventuelle Black Friday-søndage er ikke særskilt lagt til. Resultatet er derfor heller ikke en sikker nedre grænse. Ved otte skift om dagen ville samme model give cirka 101.000.
Butikken lukkede. Regnskabet gjorde ikke.
Min far cyklede hjemmefra omkring klokken ni og kom hjem omkring klokken syv om aftenen. Så kunne man jo tro, at arbejdsdagen var slut. Men regnskabet lavede ikke sig selv, og der fulgte også vurderinger, graveringer og indimellem ure med hjem til weekenden. Skiltet med åbningstider havde med andre ord ikke helt styr på hans arbejdstid.
Og så var der december. Hvor andre talte ned til jul, var der stadig kunder, gaver og opgaver i butikken. I december 2024 arbejdede han efter min erindring hver dag fra den 1. til og med den 23. december: 23 dage i træk før juleaften. Arbejdet fortsatte mellem jul og nytår, og bagefter kom gavebytning og januarudsalg. Kalenderen skiftede år. Opgaverne blev ved.
Hvem passer på chefen?
Jeg er stolt af min fars indsats. Jeg har også set, hvor meget den krævede af ham og familien. At være sin egen chef betød ikke nødvendigvis, at han selv kunne bestemme, hvornår han havde fri.
Jeg mener, at Greve Centret burde have taget større hensyn til de mindre butikker, når åbningstiderne skulle hænge sammen. Netto og føtex har efter min opfattelse helt andre muligheder for at få bemandingen til at gå op og lade medarbejderne tage over for hinanden. I en lille familiebutik kan en ekstra åbningsdag betyde, at det endnu en gang er ejeren selv, der må stille op.
Man kan ikke bemande en lille guldsmed, som om den var et supermarked. Derfor bør der være mere fleksibilitet for butikker med få hænder — især ved lange åbningsdage, søndagsåbent, sygdom og ferie. Et levende center har også brug for de små specialbutikker. Så må der også være plads til, at menneskene bag dem kan holde fri.
Ejeren har selvfølgelig også selv et ansvar for at skabe en forretning, der kan bære hjælp og aflastning. Mine bedsteforældres muligheder for at holde fri hang blandt andet sammen med, at min far var der. Begge dele hører med: ansvaret for sin egen virksomhed og rammer, der tager hensyn til menneskene i den.
Når jeg tænker på de 23 arbejdsdage før jul, spørger jeg mig selv, om vi ville synes, at den samme rytme var rimelig for en ansat. Behovet for hvile bliver ikke mindre, fordi ens navn står på forretningen. Det er min oplevelse som søn og min holdning til butikslivet — ikke en myndighedsvurdering af min fars eller centrets forhold.
Man kendte mennesket bag disken
Min far var ikke den eneste, der lagde en stor del af sit liv i sin butik. Jeg tænker også på cykelmekanikeren Thomas Iversen fra Cycle In og butikken med skoservice og nøgler. For mig var de en del af det lokale hverdagsliv, hvor kunderne kendte menneskene bag disken.
I DRs artikel om tomme butiksvinduer fortæller Anne Munch Nygaard fra TIPPY i Greve Midtby Center om færre kunder og savnet af de butikker, der er forsvundet. Det er en udvikling, der berører mere end de enkelte forretningers økonomi. Den ændrer også det sted, vi mødes og handler.
Anne Munch Nygaard, butiksassistent i TIPPY, fortæller om udviklingen i Greve. DR · Freja Nordenhof Engkilde. Læs mere om Guldsmeden og butikslivet i Greve · Læs artiklen hos DR
Det er den far, jeg gerne vil fortælle om: manden med håndværket, kunderne og alle de små opgaver, der tilsammen blev til et arbejdsliv. Jeg tager hans faglighed og omsorg for kunderne med mig i BOONJAN. Og så håber jeg at blive lidt bedre til at finde tid til at holde fri. Min far har allerede vist mig, hvor meget man kan nå at arbejde.
Om fortællingen
Teksten bygger på Carstens fortælling og mine minder som hans søn. Oplysninger om ferie og arbejdsrytme er familiens erindringer. Købet af forretningen den 1. november 1998 falder sammen med virksomhedens registrerede startdato. Se virksomhedsoplysningerne .
